|
|
Kompasset bygger også på solhjulet. Vikingerne kunne navigere på åbent hav ved hjælp af solen og stjernerne. I 1948 blev der i Grønland fundet et fragment af en cirkelrund træskive, der siden er blevet fortolket som et solkompas med kompasstreger og skyggekurver. Fundet kan dateres til omkring år 1000, altså mere end 200 år før det magnetiske kompas (og samtidig med Trelleborgene !).
Fotografiet viser fundet i dobbelt størrelse. Takkerne er kompasstreger, og man kan ane en krum linje, som svarer til en skyggekurve. Den vandrette linje ovenover er jævndøgnslinjen.
Sølvers rekonstruktion af Solkompasset efter magister C.L. Vebæks fund på Grønland, består af en lille cirkulær træskive med en gnomon (lodret stillet pind) i midten og har måske været forsynet med et håndtag.
Periferien af skiven har ifølge Sølvers hypotese været inddelt i 32 streger eller enheder, omend en ekstrapolation af de 18 skårne mærker nærmere giver 36-37 streger. Der har på skiven været indridset to kurver, svarende til Solens skygge for en bestemt bredde ved hhv. jævndøgn og midsommer.
Man har så ved hjælp af gnomonskyggen kunnet observere, om man er kommet for langt mod nord eller måske sejler for sent på året. Man tager så at sige Solens skygge med hjemmefra og har på havet så sammenlignet den medbragte, indtegnede skygge med den skygge, der observeres. Pejleskiven har således kunnet fungere som et retningsvisende kompas, således som eftervist ved moderne forsøg med instrumentet.
I Olaf den Helliges saga berettes om et besøg fra bonden Rødulf og hans sønner. Sigurd, en af sønnerne, påstår over for kongen at han kan angive Solens position også når det er helt overskyet. Det var tykt vejr og snefog, som Sigurd havde sagt. ... Da bad kongen Sigurd sige, hvor højt Solen var kommet på himlen. Han angav det bestemt. Kongen lod da tage solstenen [sólarsteinn] og holdt den i vejret, og han så da hvorledes det strålede ud af stenen og angav det sted, Sigurd havde sagt.
|
